massey

Af valgmenighedspræsten op Stevns: Der tales om kulturkamp, men føres den åndeligt set? Finder der en kamp sted, hvor der med kristendommen, er et modbillede til nihilismens ”jeg tror på ingenting”? I al fald er det et faktum, at det voksende erkendelsesmedie, kunsten, stadig uden mening og malet på  fornemmelser og følelser. En erkendelsesmåde, hvis indre virkelighed findes i en folkelig udgave i en massiv “redmigselvkultur” – det nærmeste man kommer et trosliv.

Nej, kampen har det skidtl. Det må man konstatere uden i øvrigt at gøre sig til hverken dommedagsprofet, eller en som pisker vor civilisation for en fundamental mangel på samvittighed, kærlighed og omsorg. Og i denne konstatering hersker der en almindelig forvirring om, hvad kultur er, og ikke mindst, hvad en kultur er. Forvirringen bliver ikke mindre, når man i mælkebranchen taler om aktive syrekulturer, fordi kultur i bred forstand betyder, at noget dyrkes, plejes og forfines. I menneskelig og historisk forstand dog præciseret ved det indbyrdes samvær og forholdet til omgivelserne, kendetegnet i fællesskabet som en levende organisme, der opbyggende baserer sig på fælles værdier. Eksempelvis den græske kultur i sin kunstneriske og demokratiske opbyggelse i 500-400 årene f.kr., hvor Platon mente det gode kunne læres ud fra en efterlevelse af guden Apollons mådehold og klarsyn: Idealet om det gode, det skønne og det sande. Ligeledes blev den kristne kultur opbyggende og oprørsk i sin opstandelsestro på, at livet på jorden var værd at leve, og at vold og magt intet løste. Dog kun indtil den fra omkring 1000 e.kr. stivnede i at blive en dogmefyldt selvbevarende magtinstitution.

Til forståelse af skiftende historiske perioder giver det mening at skelne mellem kultur og civilisation. Imellem den græske og den kristne kultur findes to verdensmagter: Den græsk-hellenske under Alexander den Store – siden arvtageren Rom. Kendetegnende for disse samfund var, at de var ekspansive, velorganiserede, voldelige, magtbevarende, materialistiske, nydende og uden opbyggende fælles værdier: Civilisatoriske træk udmøntet i brutale gladiatorkampe i Colloseum. I det lys er det åbenbart, at nutidens vestlige samfund er en civilisation, der ovenpå en ekstrem verdensbeherskelse og deraf følgende bestialske krige og holocaust, nu lider under sine krampetrækninger og mangel på menneskelighed. En civilisation der nu også hylder sin totale sejr i frasen ”globaliseringen”, men også en civilisation, der allerede efter Første Verdenskrig blev diagnosticeret som syg af historikeren Oswald Spengler i værket ”Untergang des abendlandes”.

Det er et sort billede at male nu næsten ti år inde i det nye årtusinde, hvor frasen ”globalisering” før krisen fremturede med evig lykke og ekspansion. Her træder Mefisto ind på scenen. Den vestlige faustiske kultur, som præget af et stræbsomt og erobrende borgerskab dør ud med 1800-tallets  romantik og derefter bliver direkte dæmonisk, er kendetegnet ved voldsomme modsætninger. På en gang rækkende mod Gud og samtidig i alliance med fanden selv. Goethes Mefisto kræver da også af Faust, at han ikke må stoppe op, men først og fremmest skal handle. Står han stille er han Mefistos og er i fandens vold.

Erobreren kommer på banen. Historisk ved Columbus` opdagelse af Amerika i 1492 og med Machiavellis ”Fyrsten”, udgivet 1532, hvor det bliver åbenbart tilladeligt at lade målet hellige midlet. Dog afbrudt af renæssancens frigørende forsøg på europæisk genoplivelse af det græske ideal, som dog glider over i reformationen og det blodige kristne opgør, der siden stabiliserer sig i barokkens stive enevælde. 1800-tallets romantik varsler dog et frigørende menneskesyn udtrykt politisk i liberale demokratier og i følelsens autoritet. En autoritet, der glider over i sentimentalitet og modsvares af rå kapitalisme, Darwins ”survival of the fittest”, Nietzhes personlige konstatering af Guds død og dermed enerens, overmenneskets viljesret. Kort fortalt munder den faustiske kultur ud i det 20. århundredes rædsler, rædsler vi slet ikke har forvundet, men søger at flygte fra i historieløs zoombie-gang og fortrængning af samvittigheden. En samvittighed, der dog i dens opkomst i gotikken var præget af evnen til at påtage sig skyld i bodsgangen, og dermed fortsat bærer den altid stående kamp for det godes sejr mod det onde.  

For en sådan civilisationskritik bliver det afgørende, at den intellektuelle og ikke mindst kunstneren ser det som sin pligt at fremmane et modbillede. Et modbillede, der sikrer mennesket, fællesskabet, kærligheden, lidenskaben og troen fortsat styrke, værdi og gode eksistensvilkår. Netop kunstnerne har med billedsprogets kraft muligheden for at bryde ind i mennesker og bevæge dem, men undlader det ofte, og bliver dermed genstand for almindelige menneskers hovedrysten og forargelse: Bedst udtalt gennem lagerforvalteren Peter Rindals snusfornuftige angreb i 1960`erne, og også historikeren og kunsthistorikeren Leo Tandrups spiddende opgør med den bevidstløse leflen for ingenting – for nihil.

Kunstneren skaber med andre ikke bevægende kunst, der siger os noget om livet, for bud Gud og djævelen er døde i kunstnerens univers. Og vi andre har slet ikke tid til at skelne mellem godt og godt, da vi jo er i færd med den Sissyfos-opgave at redde os selv, selvom et det liger et trosliv. Tilbage står så fordringen til kristendommen: Lade det glade budskab lyde.

Af valgmmenighedspræst og forfatter Kristian Massey Møller – www.massey.dk 

Fra valgmenighedspræsten på Stevns: Jeg opholdte for fem-seks år siden på Det Danske Institut i Damaskus for dels at studere den syrisk-ortodokse kirke, og for dels at lave research til romanen, Den syriske garage, der udkom i 2006. I den forbindelse interviewede jeg en enogfyrreårig anonym ingeniør, som lægger figur til hovedpersonen i romanen. Et interview om den evige gru i krigen, der ramte en und mand.

Han fortalte, at han var ung soldat i 1982, da han oplevede krigens gru, som hans far også oplevede den mod israelerne i Seksdageskrigen  og ”Yomkippur-krigen” i 1967 og 1973. Faren blev indesluttet, og fra sig selv vidste han, at absurditeten tager over, og at ugerninger begås af umennesker, som ikke kender sig selv. Det ødelagde ham, at han havde hævet sit våben, for bevidstløst at skyde ind i en tyk røg og høre et menneske ralle.

Der skete det pludselige, at det stille og rolige Hama med sine smukke parker og evigt arbejdende vandhjul fra en anden tid sprang i luften, fordi “Det muslimske broderskab” svor at nedkæmpe præsidentens alawit-regime. En kold februardag i 1982 gjorde de opstand i Hama, som har mange ortodokse sunni-muslimske indbyggere. På kasernen hørte de intet, men grundet en massakre i Aleppo i 1979, hvor 32 kadetter i hæren blev skudt af de muslimske oprørere, var de konstant årvågne. Og da Hama blev besat af de muslimske oprørere, gik de på kasernen i alarmberedskab. Efter en uge fik de ordre til at forlade kasernen, og hans spejdergruppe skulle fra den modsatte side af Orentes floden observere og rapportere om oprørernes bevægelser i den gamle bydel omkring “Den Store Moske” og fæstningen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, men det var mærkeligt at se de tomme gader. Da en formodet oprører en tidlig morgen, efter at muezzinen havde kaldt til bøn første gang, upåvirket gik ned til floden, for at bade sine fødder, kiggede han bare paralyseret på fødderne, indtil oprøreren hævede sin højre hånd, kiggede over mod ham, og brølede: Jihad.

Da kom ordren om, at de skulle beskyde oprøreren. Men han kunne ikke skyde. Ingen ville skyde, og da skete det. Bagfra til højre begyndte maskingeværskytten at skyde. Han skød, og projektilerne hamrede ind i brinken. Og oprøreren! Han lagde sig blot bagover, og hans fødder badede stadig. Og da virkede det absurd, at de store ældgamle vandhjul blot majestætisk kværnede videre, som havde de set nok i deres tid. De næste fjorten dage blev et mareridt, for senere bombede flyvevåbenet “Den Store Moske”, mens han gjorde sig parat til at rykke ind: At se ødelæggelserne, og samtidig passe på sig selv og sine kammerater, var det rene vanvid, så de skød bare. De skød og skød, og da oprøret var slået ned, havde det kostet Hama 25.000 døde indbyggere. Men fattede han, at det var en borgerkrig? Nej, han opfattede blot, at noget blev ødelagt, og at han med sit våben var med til at ødelægge og dræbe. Legitimt på den måde, at de havde forsvaret præsidentens regime, selvom han ikke ville ønske for sin værste fjende, at opleve krigens uhørte grusomhed.

Men krigen blev grusommere, for han smadrede et ansigt. Få måneder efter opstanden blev han stationeret i Libanon i byen Baalbek i Bekaa-dalen. Her søgte den syriske hær at skabe fred i dalen mellem kristne og muslimer, men støttede også de kristne militser, samtidig med at de sikrede den shia-muslimske Hizbollah-milits, som går ind for islamisk lov og også “Jihad”, så den kunne true Israel. 

En dag gik det helt galt, da han og hans gruppe patruljerede udenfor en kirke i en lille kristen landsby i bjergene. De fik ordre på at gå ind i kirken for at arrestere præsten, som formodentlig skjulte våben for en yderliggående mindre kristen milits, der trods syrernes støtte, truede dem. De brød ind, fandt tårndøren, og skød vildt op gennem bjælkerne, mens de skiftevis dækkede hinanden opad den smalle slyngede trappe. da de nåede tårnet, lå præsten hårdt såret med hovedet hvilende på den ikke ret store klokke. Præsten var ramt i armen, og så mistede han besindelsen. Han rykkede præsten op i kraven, spyttede ham i ansigtet, satte ham ned på sine knæ, beordrede ham til at se op, og da præsten bedende så op, slog han ham. Han slog og slog, og da de over radioen blev kaldt tilbage, holdt han bare inde, og vendte sig bort.

- Måske døde han, klagede han næsten.
 
De tumlede ud, fik den døde ven slæbt tilbage til køretøjerne, og så kørte de tilbage til Baalbek. De kørte ned mod dalen, og det var den smukkeste køretur i hans liv. For Bekaa-dalen er så frugtbar, og al den frugtbarhed mødte han i skiftende nuancer af gult,  grønt og blåt. Og da de var nede, så han op mod bjerget “Jebel Sannine”, og vidste, at han aldrig mere kunne se mod et bjerg: Så vendte han ryggen mod det. Og da de kørte ind i Baalbek, vidste han, at skyggerne, de smukke romerske tempelruiner kastede bagud, altid ville minde ham om, at han havde mistet mig selv. Kun en mulig restauration var tilbage: Den arbejdede stadig i ham.

Af valgmenighedspræst Kristian Massey Møller – www.massey.dk

Fra valgmenighedspræsten på Stevns: Så blev nogle irakere hjemsendt med fast hånd. Samtidig er det meste vist blevet endevendt omkring anholdelsen af irakerne i Brorsonkirken. Om TV´s manipulation eller ej. Om fredhellighed eller ej i kirken.  Om lovens håndhævelse eller ej. Men kun det meste! Der mangler måske nok en lille ikke uvæsentlig detalje. En detalje som ikke som sådan gør fra eller til. Og dog en detalje som rammer ind i os selv. En nødvendig detalje med andre ord.

Men lad mig først opholde mig ved de endevendte spørgsmål, og tage fat på TV´s manipulation eller ej. For mig er det klart, at jeg i de første TV2-billeder fra fjernelsen af demonstranterne blev groft manipuleret. Uden speakerkommentarer var det godt nok mig selv, der stykkede en historie sammen. Men jeg tror ikke, jeg var den eneste, som troede, at politiet slog på demonstranter, som var anholdt og sad på et opholdstedssted. Oplevelsen heraf forstærkede min modstand mod brugen af kniplen. Imidlertid blev demonstranterne fjernet fra en blokade, og så fremstår sagen helt anderledes, da demonstranterne selvfølgelig er blevet bedt om at rejse sig op gå – det ændrer dog ikke på, at brugen af kniplen virkede overdrevet. Situationen lærer mig i al fald, at jeg altid må være vågen.  Det er utilladeligt at bruge ukommenterede billeder, da jeg er overladt til i øjeblikket at digte videre.

Det forholdt sig anderledes med Kristelig Dagblads også speaker-ukommenterede tv-sekvens om politiet inde i Brorsonkirken. Anderledes fordi der var hele 8 minutter og så en redegørende tekst. Det var redeligt, og hvad angår fredhellighed eller ej, så blev det i al fald klart for mig, at det alter, som sognepræst Per Ramsdal sagde, var under angreb, nærmere var besat af irakerne. Politiet stod stille og roligt med åbne visirer, og der blev forhandlet med en irakisk talsmand, som samtidig havde travlt med at dæmpe gemytterne bag sig. Selvfølgelig er der tale om en sekvens, som jeg også var overladt til i enten sympati eller antipati at digte videre på. Men der var rum til at distancere sig. Hvad angår selv fredhelligheden, så er det trods omstændighederne godt, at vi alle nu har lært, at kirken i sig selv ikke er fredhellig, selvom mange gik rundt og følte det.

Såvidt manipulation og fredhellighed. Følelsen er en svær størrelse at håndtere sagligt, og dog er vi underlagt denne både intuitive og oplevelsesprægede sans og ser verden gennem den. Derimod er det klart, at lov og ret skal holdes, for ellers kan intet samfund definere ret og vrang og dømme herefter. I samme åndedrag er det ligeså klart, at love selvfølgelig kan virke forkerte, samtidig med at vi har den lov vi fortjener. Der kan vandene så skille, og dog står tilbage det faktum, at vi i Danmark har tilstande, der gør, at vi kan have tiltro til, at Folketinget som den lovgivende magt har et vist mål af anstændigt fortsæt. Det samme af vælgerne sammensatte Folketing kan endda selvsagt vedtage nye love, som erstatter gamle love.  

Tilbage står så den væsentlige detalje til eftertanken, som også havde at gøre med sidste søndags evangelietekst: Den barmhjertige samaritan.  Næstekærligheden er i teksten – uanset hvem næsten er og om næsten skal være konkret eller ej – en fordring. Det ved vi, men hvad der er interessant at hæfte sig ved, er Paulus` formaning i epistelen. Han siger kort og godt, at ”af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt”, og at ”hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte”.

Paulus tænker i al fald på Moseloven overfor Kristus som den ny pagt. Men i forhold til samfundsloven som et nødvendigt mellemmenneskeligt redskab, gælder det også for os alle, at vi ikke bliver bedre mennesker af at bruge den, og derfor heller ikke retfærdiggør os selv ved at påberåbe os den og sole os i den.  

Af valgmenighedspræst og forfatter Kristian Massey Møller . www.massey.dk

Af valgmenighedspræsten på Stevns: Grundtvigforskeren Kaj Thaning (1904-94) krævede en ”skjult myndighed”, der skal være til stede i alt samarbejde, så alle kan ånde frit og være sig selv på trods af uenighed. Et fællesskab må spørge: Hvad har vi gang i? hvem er vi sammen? kan vi noget sammen? Fordi det føler sig bundet af noget. Et ”noget” der dog kan være svær at få hold på. Hvilket betyder, det kan fristes til at skrive ned og lave regler for omgang og handling. Men det er forkert. Af den ene grund, at det ofte virker undertrykkende. Så hvad gør man?

Man vedkender sig en fælles myndighed: En skjult myndighed. Ikke en myndighed man er herre over, men alligevel underlægger sig. F.eks. er en skoles vedtagelse af at synge morgensang udtryk for, at man samler sig om en skjult myndighed. Man er blevet enige om, at ville noget fælles. Måske også bede fadervor. Det væsentlige er, at en sådan morgensang bliver fri og åben, og ikke bliver til et spørgsmål om bekendelse eller ej. For selvom den er fælles, kan man både synge og bede uden at forstå noget som helst. Det væsentlige er, at man har skabt et fælles rum. At man vedkender sig en fælles myndighed, som virker skjult. Uden at den enkelte bliver trukket rundt af regler og anvisninger.

Lyder det farligt? Lyder det som en magtinstans, der bruger forføreriske kneb? Ikke for den der ved, at et fællesskab aldrig kan ytre sig sammen, hvis ikke hver enkelt er kaldt til samling om noget. Det gælder i hvert fald danskere, men vel også mennesket i almindelighed. I dag er den dog en åbenbar mangel. Og samtidig det allersværeste at vedkende sig. Af den ene grund, at vi som samfund ikke vil noget sammen, men i stedet taler om, at ville en masse.

F.eks. kan en skole forstået som forældre, elever og lærere godt opstille en mængde mål og bruge værktøjer som medarbejdersamtale og anti-moppekampagner. Ja, den kan endda tale om en fælles ånd, som er sat på koncept af et reklamebureau. Kan også sende stressramte medarbejdere til alskens terapeuter. For alles bedste. For alles skyld. Men det virker ikke, for der mangler det element, der hedder, at ”vi skal finde ud af det, fordi vi alle skal være her ”. Dog ikke uden en skjult myndighed. Men den er svær at definere, fordi der er tale om ånd. Man kan tale om en fælles ånd, men man ved først, hvad den er, når den ikke er der, eller når den er sat under pres. Vi står med et stykke praktisk etik. Et redskab vi kender fra erfaringen, men altså ikke kan definere nærmere.

Vi kender det, når vi som danskere i forhold til muslimernes sharia-lov pludselig er blevet opmærksom på vores Grundlov og dens betydning.  Vi kan nok binde den til, at ”med lov skal man land bygge”. Men i sig selv skal loven have bund i det fælles. I en skjult myndighed, som vi underlægger os. Praktisk forstået ved vi fra vores erfaring, at man i et givent fællesskab må handle og samtale, så ingen bliver tromlet ned. Man kan kalde det simpel medmenneskelig forståelse. Man kan kalde det snusfornuft. Et fællesskab fungerer i al fald ikke uden. Ja, et demokrati fungerer ikke uden, at alle har rum for at blive sig selv. Men altså ikke uden en skjult myndighed.

Det gælder helt ned i den enkelte familie. Spiser man ikke sammen, forsvinder et rum for fællesskab. Samtalen bliver væk. Ensomheden indtræder, og så optræder afmagten i enten indadvendt surmulen eller i udadvendt vold. Vi ved det godt. Nøjagtig, som da sagnets Kong Roar fik jættesind, og kæmpejætten Grendel derfor kom på besøg og brutalt tog de mænd, som sad yderst i Kongshallen Hjort. Derfor hæger familierne også om deres samvær og søger at underlægge sig en skjult myndighed. I en stræben efter netop fællesskab og et også forpligtende samvær.

Af valgmenighedspræst Kristian Massey Møller – www.massey.dk

Fra valgmenighedspræsten på Stevns: Noget coacj-snak tenderer selvsnak og dumsnak om egenudvikling og mellemmenneskelig forhold. Coacheriet er som lyttende vejledning for det enkelte menneske ganske listende blevet opjusteret som en vej. En vej mod erkendelse og maksimering i forhold til selvet og medmennesket. Vel og mærke uden samtaleterapeutisk indhold, for hovedpointen  er, at man har svaret selv. Og det er populært, og det kalder på respekt. Ikke for selv- og dumsnakken i sig selv, men for den manipulerende magt coacheriet har og får.     

En magt, der har bund i erhvervslivets forestilling om, at mennesket er en åben valplads, hvori man kan flytte fokus fra unødige tanker og beskæftigelse til en maksimering af indsatsen på arbejdspladsen. Heri flyttes menneskets base fra hjemmet til arbejdet. Og de relationer og udviklingsmuligheder man måtte have i kærlighed og familie bliver mistænkeliggjort. Først og fremmest fordi hjemmet bliver opfattet som en bindende foranstaltning, hvorfra menneskets fulde potentiale som arbejdskraft ikke kan udfoldes.

Derfor prøver erhvervslivet at professionalisere hjemmets samtaler. Tilbyder coaching, der i sit mål om erkendelse og maksimering også bryder ind i hjemmerummet og siger, at har du ikke styr på f.eks. dine indkøb på vej hjem fra arbejde, så har du ikke organiseret dig godt nok i hjemmet. Det turde være indlysende, men der er tale om en overskridelse, der på sigt vil smadre et fristed. Og så er hjemmet og dermed kærligheden en valplads, hvori erkendelse og maksimering bliver de guddommelige nikkeord.

Plusordene bliver, om man kan organisere sig effektivt, om man får nok ud af sin fritid. Ikke mindst i forhold til hovedmålet – selvfølgelig, at man møder ”sharp” op på arbejdet og har fokus, at man leverer mere af sig selv. Man har nemlig regnet sig frem til, at et menneske på arbejde kun bruger 30% af sine muligheder. Og da må vi være på vagt, for da træder coacheriet træder ind og blive en manipulerende magtfaktor. I en tjeneste, der i sidste instans ikke varetager vores interesse.

Nok kan arbejdet udover at skaffe indkommet bære den frugt, at den gør os virksomme og udadvendte. Dog ikke, hvis man bliver ædt op af forestillinger om ens egen formåen – intet menneske bør eller kan yde meget mere end 30 %, hvis man skal følge denne vulgære beregning til dørs. Både hjemme og ude. Man har ingen rum til at flade ud. Smide tid overbord. Og da er man  underlagt vores vestlige kulturs succes og mareridt. Succesen, der er forbundet med, at vi stræber og  aldrig hviler – hvilket følgelig også indeholder mareridtet.

Et forhold, som så glimrende er beskrevet af den store tyske førromantiske digter Goethe i hans store værk om Faust. Her siger Mefistoles, djævelen, til Faust, at du skal stræbe, men holder du op, så er din sjæl min. Det skal forstås bogstaveligt ind i vores sejrskultur, som er besat af selve det at stræbe – også  efter lykken. Lykken som endemål. Men er der vindere, er der naturligvis også tabere. Dertil er ulykken også en del af menneskets vilkår – noget vi endnu ikke har kunnet omgøre.

I det lys er coacheriet i al sin manipulerende og respektfulde magt det rene narreværk. Ikke i forhold til, at coaching rent faktisk kan forandre og bidrage med fornuftige redskaber og løsninger, men i forhold til målet. Det mål, der vil vinde os for en anden sag, end den der er i vores interesse. Og derfor skal vi være vågne. Vi skal i et forsvar for os selv og hinanden finde modsvar. Svar, der også er funderet i kristendommen og i almenmenneskelig erfaring og viden. Svar, der siger, at vi altid bliver os selv sammen med hinanden, at vi ansvarlige for og gensidig afhængige af hinanden, og at vi sammen lever af nåde.

Af valgmenighedspræst og forfatter Kristian Massey Møller -

www.massey.dk

Fra valgmenighedspræsten på Stevns: Troen er et personligt anliggende, som man som dansk statsborger kan kræve statens respekt for. I det lys er det forkert, at vi blander tro og stat sammen i Folkekirken. Det er galt, at vi som kristne ikke har nok i vores trosbekendelse, men har brug for at stille den og os ind under statens beskyttelse. Helt galt, hvis vor tro bliver anskuet som et stykke kulturarv, der skal beskyttes. Troen skal leve i hjerterne for Gud, og den stærkeste bekendelse er, når vi i dåben siger ja til troen, og i forlængelse heraf hører evangeliet og indtager nadveren.

Af Kristian Massey Møller – www.massey.dk 

Fra valgmenighedspræsten på Stevns: Venstre satte dagsordenen da Anders Fogh i sin 2001-sejrstale kaldte sit parti et moderne folkeparti, og kravet fra den danske virkelighed er i dag da også ligetil: Velsamfundet skal nok blive forsvaret. Af alle partier. Af statsminister Lars Løkke og af Frank Aaen i Enhedslisten. Samtidig står Danmark med den fordring, at dette forsvar kræver voldsomme forandringer, fordi vi må tilpasse os udfordringen fra en hungrende konkurrencedygtig fattig verden, der kun kan have hån til overs for vore bekymringer.

Jeg har aldrig været socialdemokrat, men partiet er nødvendigt, og det har nu i samarbejde med SF en enestående chance for at bevæge sig væk fra at forsvare et samfundssystem, de selv har været arkitekt for: Velfærdssamfundet. Da kan man skabe et Socialdemokrati, som ikke behøver være størst. Et parti som hele tiden kan bide, og samtidig er parat til at tage ansvar. Paradoksalt nok betyder det, at den socialistiske samfundsmodel, som er en levende del af socialdemokraternes mål, må frem i lyset, så den i dialog kan skabe en nødvendig folkelig og parlamentarisk modvægt, så ikke den danske sammenhængskraft ofres til fordel for en leflen for en i al fald nu bred velbeslået middelklasse.

I det lys er det gavnligt at vende sig mod DDR, der havde det danske velfærdssamfund som forbillede: Her anså man det danske velfærdssamfund som værende virkeliggørelsen af den socialistiske utopi. Nu har DDR dog formelt ikke eksisteret i 15 år, men resterne af det vrider sig i det fællestyske mål at tilpasse sig verden, og i det har netop det gamle enevældige DDR-parti SED i skikkelse af PDS næsten fra starten formået at byde ind med en grundlæggende konstruktiv samfundskritik.

Da den unge østtyske kommunist Gregor Gysi i 1990 overtog resterne af SED, vidste han, at hans platform ville blive ydmyg, og at hans nye PDS aldrig ville kunne genvinde fordums storhed. PDS skulle i stedet bide og have nødvendige alternative svar, og som det er gået i det gamle DDR, hvor en smertelig omstilling har revet et i socialt henseende trygt samfund i stykker, har PDS levet op til sin rolle. Det har altid et modsvar, der ikke alene fra sin vinkel søger at varetage tyske interesser, men også varetager de trængtes interesser. Et modsvar der i dag videreføres i PDS´ deltagelse i den venstrefløjsdannelse ”Die Linke”. I den sidste danske valgkamp lykkedes dette vel til dels for Enhedslisten – også uden at partiet blev vulgær i sit udtryk!

Socialdemokraternes situation er derfor ligetil. De bør se på deres rolle, og i den folkelige og parlamentariske danske virkelighed betyder det, at de bør være i socialistisk dialog, og heri varetage både danske interesser og trængtes interesser. Det modspil har Lars Løkke også brug for, når han så får den position at forsvare den nuværende velfærdsmodel. Socialdemokraterne har allerede taget et stort skridt ved at samarbejde med SF. Der er nu rum for en gavnlig samfundskritik, der også kan omsættes i politisk handling.

Af valgmenighedspræst og forfatter Kristian Massey Møller. www.massey.dk 

Fra valgmenighedspræsten på Stevns: Hvad skal man da sige om fremtiden. Andet end angstskabende dommedagstale eller superoptimistisk jubel-ævl. Men alligevel! Vores børn og børnebørn skal jo skabe verden i morgen, og selvom de nok klarer den uden vores bekymring, så kan fremtiden bære tankevækkende gods, vi i en aktiv beredelse måske godt kan se og ane nu. 

Fremtidens kan meget vel være præget af en kynisme, der virker samlende og samtidig er eksklusiv ud fra devisen, at vi ikke er fjender, men blot må pleje os selv. Alle vil nemlig i deres selvforståelse være lige og vil ikke lade sig dominere. Alle har muligheden for at sætte handling bag sine ord. Alle kan opstille holdbare visioner og mål og søge at indfri dem. Det vil være legitimt bare at handle og også kynisk arbejde for ens egen lykke. Enhver vil være sig selv nærmest. Men det vil ikke udelukke et socialt engagement, ja, en social indignation. Tværtom! Den højeste lykke vil nemlig være den, såvel nationalt som globalt, at solidarisere sig med de svageste. Det sociale aspekt bliver krumtappen, der peger hen mod menneskeligheden i det enkelte menneske. Solidariserer man sig med andre, redder man sig selv.

Dermed sluttes en ring, der i opgøret med nutidens idealisme forsonende nok indoptager dens idealer, men altså på baggrund af en kynisme – ikke tåbelige postulater om godhed. Måske vil den nu brugte anti-jantelov, der i sit budskab vil eliminere fællesskabets iboende ondskab, blive skudt ned. I fremtiden vil ingen ved sine fulde fem kunne få sig selv til at sige, at ”du skal vide, du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af”. Enhver skal og må derimod indse, at alle lever på hver deres ø, og på den ø vil de påstå, at de er i stand til at fremmane deres menneskelighed. Ikke mindst, fordi de også har indoptaget buddhismens klare filosofiske budskab om, at mennesket ikke står i forbindelse med ”verdens-altet”, og derfor i fornuftens navn tænker: ”jeg, mig og Buddha”.

En fornuftens kynisme kan så skabe sin modsætning i et religiøst vanvid. Man vil måske i København møde mænd i bare tæer, der står og fabler om, at de hedder Karon, og tror de er dødens færgemænd fra den græske gudeverden, der skal sejle de døde over floden Styx til Hades’ dødsrige. Nogle vil grine af dem, men andre vil blive bange, for en centreret tomhed i deres øjne fortæller, at de mener det. Måske vil man også kunne gå ned på Kalvebod Brygge, og foran en af de mondæne kontorbygninger se en døberbevægelse i aktion. Måske blot en dille. Men en farlig dille, fordi den i øjeblikket vil blive taget dybt alvorlig, og derfor vil forlede i mennesker til at tro, at dåben i sig selv er et eksklusivt og udskillende værn mod verden – ikke en inkluderende handling.

En verden, der kan være grund nok til at beskytte sig imod. Men også en verden, hvor selve vrangforestillingen om den kan blive det bærende i mennesket. Måske bærer fremtiden også på Messias-forestillinger og frelserbevægelser. Måske vil unge kvinder – ja, mænd for den sags skyld, der ikke lykkes i kærligheden eller ikke kan få børn, fremmane forestillinger om at være udvalgt til dels at få et barn og dels at føde et særligt barn. Altså ønsker skabt i hovedet, og modsat fornuftens kynisme skabt ud fra en svag position. Det at tro. Det at have et religiøst liv kan blive de forskruedes måde at navigere i verden på. Dog uden sammenhæng med verden. Uden konsistens og realitet.

Et sådan scenarie kan vi ikke lide, men vil vi tillade os selv anelsen om fornuftens kynisme og et religiøst vanvid? En anelse vi vil kunne handle udfra!

Af valgmenighedspræst og forfatter Kristian Massey Møller. www.massey.dk

Af valgmenighedspræsten på Stevns: På Sankt Hans-aften fejrer vi egentlig, at Johannes Døberen har fødselsdag dagen efter. Vi fejrer ham, som i kristendommen går forud for Jesus. Ham som døber Jesus. Johannes Døberen blev født i de for os lange lyse dage, og Jesus er lyset i de korte kolde vinterdage.

I folketroen er denne fejring dog veget for, at de onde kræfter er særlig på spil Sankt Hans-aften. Godt nok er det midsommer den 21. juni, men datoen for fejringen af Johannes Døberen har fæstnet sig. Denne aften har en særlig kraft, og derfor har også de onde kræfter fri bane. Bl.a. heksene, som allerede samles på Bloksbjerg i det midttyske Harzen Valborgsaften den 30. april for at udøve deres kunst: Når vi symbolsk set brænder heksene af, sender vi dem til Bloksbjerg eller direkte ad helvede til – ad hekkenfeldt til. De gode kræfter er dog også i spil Sankt Hans-aften. Syge valfartede til en af de hellige kilder, som denne aften virkede optimalt. Der opstod endda markeder, som omkring Kirsten Piils hellige kilde på Dyrehavsbakken: I dag forlystelsesstedet Bakken.

I dag starter Sankt Hans-aften omkring grillen med pølser, bøffer og bakskuld, og så samles man senere om bålet, hvorom man måske hører en tale og i al fald synger Midsommersangen. Det er midt om sommeren, hvor alle er ude, og hvor der er rig mulighed for at mødes og tale og genskabe eller nyskabe forbindelser. Vinterens kolde måneder og mørke grå dage er forbi. Sindet er stemt til fest og samvær. Hvilket er væsentligt, når man erindrer sig, at vore forfædre om vinteren simpelthen gik i hi og sov 15-16 timer om døgnet. Man lukkede sig inde i sig selv. Nogle skumlede, ja, fik varulve-sind. I al fald trængte mørkets kræfter sig på, og netop foråret blev da en befrielse, hvor der nok skulle arbejdes i marken, men også danses og festes – også mødes på tingstederne.

Vi møder altså hinanden i de lange lyse dage, og stemmer sindet til samvær. Vi danner samfund, og jager det onde bort i os selv og andre – bliver mindre nidding og mere menneske. Også når vi skal have klippet hækken ind til naboen. Det er god sædvane, at det skal ske inden Sankt Hans. Hvis ikke, kan man have sluppet fanden løs i ufred med naboen. Sædvane handler om at gøre det, man altid har gjort, også selvom man kan have glemt, hvorfor man gør det. Med klipningen af hækken er det enkelt nok, for den bliver tæt og grøn, når man klipper den før Sankt Hans, og så måske en ekstra gang i august. Det gælder i al fald ligusterhækken. Når det kommer til bøgehækken, kan man faktisk godt nøjes med en gang i juli.

Får man det ikke gjort, bliver der bemærket, selvom flere og flere giver fanden i sædvanen. Det er ærgerligt, for overholdelse af sædvane knytter sammen, hvor egne regler har det med at fremme anarkiet og mindske samlingen. Det er et faktum, og da nytter det, at slå ud med armene og sige, at man ikke vil klippe, fordi solsortens rede skal have fred. Den kan man klippe udenom, og så ellers redde sig et godt naboskab og en bajer på terrassen. Det er samfundsbevarende. At sørge for sin hæk er nutidens måde at brænde heksen i sig selv af på. Opgaven i den lyse tid er at ville sin næste, så man måske endda kan modvirke den mørke tids skumleri. Et skumleri vi nok befries af ved Jesu-barnets fødsel, men alligevel…

www.massey.dk

Af valgmenighedspræsten på Stevns: Jeg er et almindeligt kristent menneske, som er bundet til virkeligheden, og den søger jeg at leve i. Denne bestræbelse fik dog et skud for boven, da jeg for nogle få år siden så en ung mand kigge mod mig fra skærmen – få sekunder efter blev han halshugget. Det væltede min dag, og jeg var trods min bundethed i min virkelighed tæt på at miste en fundamental orienteringsevne.

For det er absurd og brutalt, at se et menneske blive trukket ind på en scene, som bare vidste, at det sidste øjeblik var kommet. Øjnene var både tomme og bedende, ja, næsten også anklagende, og den skæbne der ventede, er så meget uden bund i min virkelighed, at jeg engang for alle kunne have vendt mig bort fra den i lede. Også selvom jeg i min mangel på udestående med omverden ikke kunne finde ind til nogen umiddelbar skyld, men alligevel følte skyld. Jeg var tæt på at miste min orienteringsevne, hvilket i sig selv var ligegyldigt for den uskyldigt henrettede, men ikke for min tro på, om vanviddet ville stoppe en dag.

 Jeg troede ikke mine øjne, men måtte tiltro dem, det, jeg så. Jeg vidste da også, at ondskaben altid har været, men forklarede mig selv, at det menneske, som vidste, det var dødsdømt, døde for et sværd, der førtes af hadefulde bødler – af skinbarlige terrorister, som solgte og sælger deres menneskelighed. Disse terrorister evnede ikke at sætte sig i deres offers sted, fordi de netop selv var ligeglade med at dø. Og så er det indlysende, at end ikke alverdens uretfærdighed, tortur og undertrykkelse kunne eller kan retfærdiggøre deres skændige handling.

Det er evnen til at kunne bytte rolle, der kendetegner et menneskes medmenneskelighed, og den føler jeg bestemt er truet. Truet, fordi jeg i hvert fald ikke er bedre end min næste, og så står verden ikke længere: Den er faldet! Og denne konstatering må gerne være menneskehedens dom over sig selv, for lige meget hvor mange der er ofret i menneskehedens historie, så kan det ind i mit liv ikke forklare mig, at det liv jeg elsker, ikke skulle være truet nu og her af undergang – måske er Dommedag nær!

Og hvad hjælper kyniske fornuftforklaringer så. Forklaringer, der spænder fra konstaterende udsagn om menneskets ondskab til en udlignende bortforklaring, der siger, at den henrettede unge amerikaner intet er mod de mange som ellers må lade livet. Begge forklaringer er satans værk, men den sidste er den værste, for den udsiges med en gruopvækkende retfærdighedssans, der netop ikke værdsætter menneskelivet, fordi den udsiges på menneskehedens vegne. Den tænker i antal, og ser ikke det enkelte menneske, som en del heraf, og da er menneskeligheden væk. Desværre må jeg konstatere, at jeg er en del af dette værk, for også i min åndløse materielle kultur minimeres det enkelte menneskelivs betydning til et intet.

Og da er det henrettede menneskes mareridt også mit mareridt, og da kunne jeg så have valgt at vende mig bort engang for alle. Ja, fornægte den store omverden for sin voldtægt af min lille virkelighed. Muligheden var foruroligende nærliggende, og borgerlighedens pæne krav om ikke at ville have uorden i sit univers, anviser allerede en flugtvej, som betyder, at der kun findes den virkelighed, jeg er bundet af.

Mit jeg og min virkelighed: Så langt er det altså kommet!

Om ikke Dommedag er nær, så står vi på kanten af afgrunden, og på den kant hvisker guden Nihil til mig og siger, at intet er noget værd. Du kan ligeså godt kaste dig ud, for du er ikke en tøddel bedre end dine medmennesker, siger han. Men nihilismen, som i sin betydning er underkastelsen for intet og ingenting, må ikke vinde, og da rejser sig et afgørende spørgsmål, som ethvert følende og tænkende menneske må stille sig selv: Kan jeg gøre noget?

Svaret må overraskende nok være nej. Men er det et nej, som taler for en livsled bortvendt tilværelse? Nej, nej, og atter nej! Nej`et taler for min tro i min virkelighed. I den må jeg søge at rejse mig fra min skam og skyld, og i den må jeg finde troen og håbet på, at netop henrettelsen for åben skærm aldrig må gentage sig. Og det bliver svært. Pokkers svært, for selvfølgelig vil det gentage sig i en uendelighed, og de svinagtige terrorister, hvor de end er, vil drive deres hadefulde sind ud i yderligheder, vi slet ikke kan forestille os omfanget af, fordi de fleste af os allerede lever på afstand af Hitlers Holocaust.

Henrettelsen af den unge amerikaner var det ny Holocaust, og så må Dommedagen i al fald være så nær, at jeg altså kun kan tro, følgelig som kristen, men først og fremmest som det menneske, der er sat på jorden i en vis tid, og heri kan vælge mellem godt og ondt. Der ligger fordringen til mig, ja, os alle. For vi har alle noget kært, og nu kræver livet os – ikke bortvendt livslede. Det kræver os, som da den norske digter Nordahl Grieg skrev, at vi nok var ”kringsatt av fiender…”, men altså måtte gå ind i vor tid.  Det må vi – som kristen bliver det i en tro på, at livet i Jesu Kristi navn altid vil sejre, og at vi i ham er gode nok, som vi er.